Det Bogstavelige Skrivekursus

er det eneste kursusforløb, man ansøger om adgang til. Alle andre kurser på instituttet er åbne for alle, der tilmelder sig.

Det Bogstavelige Kursus
er et forløb på i alt 18 undervisningsdage, fordelt over et halvt år. Plus forfatteraftner, forlagsbesøg m.m.

På Det Bogstavelige Skrivekursus bliver du en del af en gruppe, der følges ad via undervisning, læserespons, gensidig tekstudveksling, forfatterarrangementer, oplæsning m.m. I løbet af kurset stifter gruppen bekendtskab med forskellige litterære genrer. Den enkelte deltager bliver opmærksom på sit eget og de andres litterære form og skrivemønster. Du lærer arbejdsmetoder, der er hensigtsmæssige, så du får bedre struktur på skriveprocessen derhjemme. Du lærer dine egne litterære virkemidler at kende, og udvikler dem optimalt.

Du kommer til at skrive på undervisningsdagene og derhjemme. Hvor meget du skriver derhjemme, er op til dig selv.

Undervisningstiden ligger om aftenen fra kl. 17.30 - 21.30.

Kurset er velegnet som forberedelse til andre forfatteruddannelser og som støtte under længere skriveperioder.

Kursusforløb
Startugen er 5 hverdage á 4 timer, kl. 17.30-21.30. Kursusdeltagerne optræner evnen til at etablere tid, sted og person i teksten. Skærper sansninger, der giver teksten rum og dybde. Personopbygning, dialog, den daglige skrivedisciplin. Arbejdsmetoder. Skriveskræk og skrivelyst. Optræning af respons på hinandens tekster. Aftaler om relevant læsning (genreeksempler, formeksperimenter).

Første del af aftenen bruges på skriveøvelser, der hver især repræsenterer relevante arbejdsområder. Sidste del af tiden går som regel med respons på medbragte tekster og en kort status over, hvordan skrivearbejdet går p.t.

Hver Helårskursist kan deltage i et af Skriveinstituttets andre kurser efter eget valg med en rabat på 1500,- kr.

Personlig konsultation
I løbet af kurset eller senere kan hver deltager få en times personlig samtale med Bente Clod om egne skriveprojekter, planer og evt. skriveproblemer eller spørgsmål m.m.

Undervisningens indhold
At finde sit eget udtryk - og dets mange variationer. Etablering af tekstens tid, sted og person. Personopbygning og dialog. Brug af fortællesynsvinkel og gennemgang af fortællestruktur. Skrivelyst og skriveskræk, idéudvikling, powerwriting og "Sprogets Koreografi". Genrerne introduceres: Prosa, lyrik og efter sommeren dramatik og film. Hvem, hvad, hvordan og hvorfor.

Sansning: At give det litterære rum dybde. Research, optræning af læse- og responsevnen, indlæring af gode arbejdsmetoder, bearbejdning af forskellige former for skriveproblemer, et par gange status over deltagernes skriveproces her og nu.

Undervejs giver Bente Clod korte indblik i sine egne igangværende skriveprocesser, og om de forlag, hun har kendskab til. (Obs det årlige informationsmøde på Gyldendal, og forlagenes egne udmærkede hjemmesider).

Kursets formål
Formålet med Det Bogstavelige Skrivekursus at frigøre det kreative potentiale hos kursisterne. At hjælpe den enkelte til at styre sit litterære udtryk i den retning, der er mest frugtbar for hans/hendes særegne talent og personlighed. At tilegne sig viden om det at skrive - og lidt om andre ting (research).

Deltagerantal
Der optages maksimum 14 kursusdeltagere på hvert hold, sædvanligvis 8-12.

Pris
Prisen er 5.450,- kr., som evt. kan betales i afdrag efter aftale. Evt. fotokopiering og udprintning omfattes ikke af kursusafgiften.

Ansøgning
Det Bogstavelige Skrivekursus er det eneste skrivekursus på Det Danske Skriveinstitut, der kræver en ansøgning. Ring, mail eller skriv efter ansøgningsskemaet (kan printes ud her fra siden). Ansøgningen skrives på ansøgningsskemaet. Desuden vedlægges mindst 7, max 10 sider skønlitteratur, dvs. enten prosa, lyrik eller dramatik, skrevet med 1½ linjeafstand. Lyrik med en tydelig adskillelse af de enkelte digte, så der kan stå 2-3 små digte på 1 side. De 7-10 sider behøver ikke være fra en sammenhængende tekst, men kan være udpluk af forskellig art, f.eks. både lyrik og prosa. Skriv evt. kort resumé ved uddrag af længere tekster.

Optagelsen foretages på grundlag af det indsendte materiale, samt indtryk af ansøgerens evne til at modtage og forvalte undervisning.

Ansøgningen sendes til:
Det Danske Skriveinstitut
Fælledvej 14
2200 København N

Svar på ansøgningen
gives 7-10 dage efter ansøgningsfristens udløb, se kursuskalenderen på www.clod.dk.

Diplom
Der gives gerne diplom, dvs. kursusbevis, til eleverne når kursets alle 4 dele er gennemført.

Det forudsættes, at
  • du har lyst og evne til at tage imod indlæring og bearbejde dine egne og andres tekster.
  • du kan afsætte den fornødne tid til at følge undervisningen (indsatsen med hjemmearbejdet er op til den enkelte deltager - man kan jo blive ramt af uforudsete arbejdsopgaver el. lign. krævende ting i perioder).
  • du har adgang til computer og udprintning/fotokopiering.

    Undervisningen
    forestås primært af Bente Clod med gæstelærere på kort visit. I 2008 har dramatikeren Tomas Lagermand Lundme således givet en aftensnak efter at gruppen havde set hans teaterstykke, og fortalt om sine arbejdsmetoder og besvaret spørgsmål. Det samme gør filminstruktør Julie Bille. I 2009 var det børne- og voksenforfatter Dorthe de Neergård, der fortalte om sine bøger og sine 4 år på uddannelsen for børnebogsforfattere.

    Bente Clod debuterede på forlaget Gyldendal i 1975 som en af meningsdannerne omkring kønsroller og kvindekamp, og vandt hurtigt litterær anerkendelse for sit forfatterskab. Har fået tildelt en række legater, bl.a. det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Hun blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 1981 for digtsamlingen Imellem Os, og modtog Kulturministerirets Børnebogspris for romantrilogien Englekraft, I Vilden Sky og Himmelfald. Har også oversat den amerikanske lyriker Emily Dickinson (1830-1886) til dansk med 43 siders introduktion i bogen På Min Vulkan.

    Clod har skrevet 23 bøger, bl.a. lærebøgerne Skriv (3. reviderede udgave) og Skriv En Film, filmmanuskripter samt tvdrama og skuespil. Siden 1984 har Bente Clod undervist i at skrive prosa, lyrik, erindringer (den personlige tekst), filmmanuskripter og skuespil. Gennem en årrække stod hun for videreuddannelsen af nordiske skrivelærere på Nordens Folkliga Akademi i Göteborg, ligesom hun har været gæstelærer på flere nordiske forfatteruddannelser. Seneste udgivelser er romanerne Body Effex og Body Tactics.
  • Klik her, hvis der mangler en menuoversigt.