Ædelstenstaktik

Hvordan arbejdede Emily Dickinson (USA 1830-1886) egentlig med at skrive sine verdensberømte digte? I anledning af genoptrykket af Bente Clods gendigtning af Emily Dickinsons digte på dansk, PÅ MIN VULKAN, skriver oversætteren her om Dickinsons arbejdsmetoder med de totusinde digte, der blev fundet efter hendes død.
Vi leger med ler –
til vi kan klare perler –
slipper da leret –
og føler os tåbelige –
men formen var – dog – ens –
og vores nye hænder
lærte ædelstens-taktik –
ved øvelser i sand –
(#320, 1862 s. 84 i På min Vulkan)
Tove Ditlevsen stod op ved femtiden og skrev dagens kvote, så holdt hun fri resten af døgnet. Kirsten Thorup siger, at hun skriver de vigtigste sider lige når hun vågner, før morgenmaden. Søren Ulrich Thomsen skriver efter sigende helst ikke et digt, der fylder mere end en enkelt side. Henrik Nordbrandt måtte udenlands de første mange år for at pennen rigtigt kunne flyde. Mange forfattere understreger, at den første sætning er den vigtigste. De skal finde tonen i værket før de kan gå i gang. De nulevende forfattere kan selv beskrive deres arbejdsmetoder, når de bliver spurgt af en nysgerrig journalist.
Men en for længst afdød forfatter, der først blev udgivet og verdensberømt efter sin død – hvordan kan man vide noget om hendes arbejdsmetode?
I bogen PÅ MIN VULKAN, hvor jeg har oversat 142 digte på dansk af den amerikanske forfatter Emily Dickinson (1830-1886) med en introduktion på 42 sider, fortæller jeg om digterens liv og digtenes utrolige udgivelseshistorie i bogens fyldige forord. Men ikke så meget om, hvordan de store digte blev skrevet af den meget lille, fregnede kvinde, der gik så stille med skriveriet, at søsteren var forbløffet over sit fund af næsten totusinde digte efter Emilys død.
Siden udgivelsen, der var en veritabel salgssuccés, har forskerne studeret hver eneste efterladt stump papir fra den verdensberømte digter, og tidsbestemt digtene efter papirets beskaffenhed og håndskriften, der ændrede sig markant gennem hendes levetid, delvis på grund af en øjensygdom.
I skolen fik Dickinson ros for sine gode stile. Hendes breve til venner og slægtninge var også populære. Hun begyndte sikkert tidligt at skrive digte, men de første der har overlevet, er fra 1858, hvor hun var 28 år. Derefter gik det stærkt. I 1863 var Dickinson oppe på et digt om dagen. Digteren skrev alle sine digte rent på pænt brevpapir med fold, dvs. 4 sider i alt med hver 4 digte. Hun lagde så 5-6 foldede ark oven på hinanden – ikke inden i, det ville blive for tykt og ændre rækkefølgen – som hun syede sammen i ryggen med nål og tråd. Hun skrev hverken nummer, titel eller tema på de enkelte hefter. Da hun mange år senere kom til hefte nr. 40, slækkede hun på rutinen; ikke alle digte blev nu skrevet rent i hefter. Nogle blev blot sendt videre i breve, andre blev skrevet om flere gange. De mange omskrivninger giver os indsigt i hendes arbejdsmetode.
Emily Dickinson sad og skrev ved et lillebitte sybord oppe i sit værelse. Alt papir i husholdningen, der kunne bruges til kladder, blev bevaret og lagt i pres under den store familiebibel: Købmandsregninger, brugte kuverter, kvitteringer, indkøbsposer og indpakningspapir var grundlag for det første udkast af et digt. Dickinson havde altid sådan et stykke kladdepapir i lommen og en blyantstump. Ikke fordi der manglede penge til papir; familien var velhavende. Men den puritanske, calvinsk prægede livsform gjorde sig gældende på alle daglige områder i en husholdning i New England, der på dette tidspunkt i sidste halvdel af 1800-tallet udgjorde puritanismens sidste højborg i USA. Man stod op med hønsene, man arbejdede hårdt, man sløsede ikke med noget og sparede på alle råvarer – også papir.
Digteren var ofte i tvivl om sine førsteudkast; altså de hastigt nedkradsede blyantsnotater på genbrugspapir. Det kan man se af de digte, der ikke blev renskrevet. Der er overstregninger, udeladelser og op til 4 krydser i teksten, som henviser til alternative forslag, skrevet i marginen eller papirets bund eller top. Den endelige version vi kender i dag, er således ofte redaktørens valg, som i f.eks. dette solnedgangsdigt fra 1862, der også er et af de 10 digte, der blev trykt i digterens levetid:
Luer i guld og slukkes i purpur
lig leoparders spring mod det blå
steder hun ansigtets furer til hvile
ved horisonten, gammel og grå
bøjer sig helt ned til odderens vindue
strejfer vor staldvæg og toner vort tag
kysser ad engen med kysekanten –
og himlens jonglør er væk for i dag.
(#228, s. 69 i PMV)
Thomas Johnson fortæller i sit forord til Variorum Poems-udgaven fra 1955:
Digtet beskriver en solnedgang, der i den ene version bøjer sig så lavt som til køkkenvinduet; i en anden til guldpirolens vindue; i en tredje til odderens vindue. Disse versioner blev skrevet ned over en periode på fem år, fra 1861 til 1866, og den ene version er tilsyneladende lige så fuldgyldig som den anden.
Han tilføjer:
Der er adskillige eksempler på kladdeudkast – det vil sige digte, hastigt nedskrevne med blyant på papirstumper – der står færdige med det samme. Det med rette berømte Humlebidigt A Route of Evanescence (#1463) blev tydeligvis skabt sådan. Det er et af de senere digte, skrevet omkring 1879. Det overlever i fem originalbreve; et sjette, der er kendt, er gået tabt nu. Teksten i dem alle fem er identiske, hvilket viser den overbevisning hun følte om dets kvalitet.
Og: Det var derfor ikke vigtigt for hende, at alle digtene i hefterne behøvede at være færdige versioner fra starten. Hun kunne skabe en færdig version over et halvfærdigt udkast, når hun skrev et digt rent ved en bestemt lejlighed. Selv de færdige versioner ser ud til at være blevet betragtet som foranderlige, så længe de var i hefterne, og hun ændrede dem ikke så sjældent, når hun udvalgte ét til brug i et brev. Således skabte hun mange af sine varianterDer er tilfælde, hvor hun har understreget ændringsforslaget som for at vise at hun havde foretaget sit valg. Men senere afskrifter af sådanne digte er ikke konsekvente i indoptagelsen af sådanne tilsyneladende valg. F.eks. He preached upon breadth #1207, og No life can pompless pass away #1626). Hendes øjeblikkelige stemning har spillet ind. (Johnsons Variorum Poems xxxiv).
En af Dickinsons forcer var beskrivelser af følelsesmæssige tilstande og psykologiske mekanismer. Som i Crumbling is not an instant’s Act, hvor digtet i sidste linje slår sin egen definition fast af hensmuldringens følger: Slipping – is Crash’s law.
Man smuldrer ikke på et sekund –
et skæbnesvangert stop
nedbrydningens processer
er organiseret forfald
det er først et spind over sjælen
et neglebånd af støv
en underminering af aksen
lidt rust der gør den sløv –
fordærv er formelt set – djævlens værk
langsomt og lidt efter lidt
ingen har fejlet på et minut
at snuble – er styrtets lov.
(#997 fra 1865, s. 165 i PMV)
Digterens afstandtagen til andre mennesker i hendes sidste leveår var lige så stærk som hendes trang til nærhed – og hendes moralbegreber var lige så høje som hendes indsigt i de laveste menneskelige mekanismer. Ikke at hun let tilgav; hendes høje moralkodeks stødte sammen med den hykleriske og intrigante omgangstone i hendes egne cirkler. Hun havde svært ved at tage den almindelige samtale til sig som andre benyttede sig af. Alle mænd siger Hvad? til mig. Jeg troede det var blevet moderne, skriver hun i et brev fra 1862.
Da den første redaktør Mabel Todd tog fat på renskrivningen i 1887, splittede hun hefterne ad, så det enkelte ark kunne lægges ved siden af skrivemaskinen. Det enorme arbejde førte, efter mange vanskeligheder, til en udgivelse i november 1890. Første genoptryk kom samme måned. Året efter var der trykt 11 oplag i alt af den første samling Dickinsondigte. Den anden samling udkom samme år, og året efter den tredje, begge blev trykt i mange oplag. Senere udkom Dickinsons breve. Forlægger Thomas Niles på Roberts Brothers i Boston, var sikkert vældig glad for, at han ikke lod digtene udgive som et lille duplikeret hefte, som han først foreslog. Mabel Todd og hendes mand fik gennemtrumfet, at digtene blev trykt og udgivet som en rigtig bog.
Forskeren Ruth Miller genetablerede og arkiverede digterens små digthefter i 1967. Ud fra papirets beskaffenhed, nålehullernes retning og bittesmå rifter omkring de huller, blækpletter mm kunne hun genetablere 40 hefter nogenlunde. I 1955 katalogiserede forskeren Thomas H. Johnson samtlige af Dickinsons efterladte hefter og digte, og anførte digtets omtrentlige tilblivelsesår efter håndskriften. 43 år efter foretog forskeren Ralph W. Franklin samme manøvre, med alle de fordele, de mellemliggende års forskning gav ham. Hver en sten blev vendt endnu en gang i den enorme Dickinsonforskning. Oplysninger, som Johnson ikke kendte i 1950erne, var nu solide kendsgerninger. Franklin arbejdede kun med originalmanuskripterne – ikke med de mange forskellige udgivne digtvarianter på tryk. Franklins datering er derfor nok den bedste – men begge forskeres datering angives i PÅ MIN VULKAN, fordi mange stadig kun kender digtene i Johnsons nummerering, og fordi det er interessant når begge forskere er enige. Som i startdigtet her, nr. J320/Fr288, fra 1862. Titeldigtet om vulkanen lyder:
På min vulkan gror der græs
en meditativ plet –
lidt jord hvor fugle slår sig ned
kunne man måske tro –
hvor rød min ild dernede slår
hvor skrøbelig min muld
afslørede jeg mig, ville agtelse
befolke min ensomhed
(#1677, s. 191 i PMV)
Til sidst en sjælden øjenvidneberetning fra kusine Louisa Norcross, den ene af de to yngre kusiner i Boston, som tog sig af Dickinson i nogle måneder, hvor digteren modtog specialistbehandling for en øjensygdom. Kusinerne Fanny og Louisa i Boston læste meget, og var således nogle af de få, digteren kunne udveksle læseoplevelser med. Når Emily ønskede sig en bog, fandt Fanny den straks til hende i Lafayette boghandlen på Boylston Street i Boston og sendte bogen til digteren i Amherst. Til gengæld sendte Dickinson mindst 71 digte og mange breve til de to kusiner, som aldrig videregav samtlige deres breve og digte til redaktør Mabel Todd; kun udvalgte afskrifter.
I et brev til sufragettebladet The Women’s Journal i 1904, forsvarede kusine Louisa Norcross værdigheden ved det nu så forkætrede husarbejde, og genkaldte sig, hvordan Emily Dickinson skrev vældig betagende ting i bryggerset, så roligt og stilfærdigt, mens hun skummede mælken; jeg sad på skamlen bag døren og frydede mig, mens hun læste dem højt for mig. Skodderne var lukkede, men gennem de grønne lameller så hun alle de fascinerende op- og nedture (ups and downs) der foregik derude som hun skrev om. (Habegger 398).
© 2016