At blive sit digt

I anledning af genoptrykket af Bente Clods gendigtning af Emily Dickinsons digte på dansk, PÅ MIN VULKAN, skriver oversætteren her om Dickinson (USA 1830-1886) og de mange hundrede hefter, hun redigerede og syede sammen i ryggen som små bøger. Hvad ville hun med hefterne?
Nogle har sabbat med kirkegang –
jeg holder sabbatten hjemme –
frugttræerne er mit kirkehvælv –
sangkoret droslens stemme –
nogle har sabbat i fuldt ornat –
jeg tar blot vingerne på –
og i stedet for kirkeklokkens slag,
synger – vor graver som få.
Gud prædiker, en anerkendt præst –
og prædiken er aldrig lang
så i stedet for at komme i himlen til slut –
er jeg der dagen lang.
(#324/F236 1861, s. 88 i På min vulkan)
Emily Dickinson (USA 1830-1886) er blevet kaldt alle digteres formoder. I en tid, hvor man dyrkede en romantisk opfattelse af skønhed, skrev hun om det grimme, det svære og det store.
Som knive faldt de kønne ord –
fra hendes glitterskær –
hvert af dem ramte en nerve
eller fjasede med en knogle –
hun tog ikke bestik – hun skar –
som stål – er beregnet til –
hvor bliver man ilde tilredt –
af kødets vulgære grimasser –
(#478, s. 115 i PMV)
Emily Dickinson var født og opvokset i Amherst, Massachusetts, USA. Som barn og ung var hun udadvendt og populær i de unges sammenkomster i byen. Hun og søsteren Lavinia pyntede ved deres fars side, når han var i Boston til politiske møder og selskabelighed. Da hendes bror Austin og hans hustru Sue flyttede ind i nabohuset The Evergreens, deltog hun i nabohusets overdådige selskaber. Her kom digteren Ralph Waldo Emerson på besøg og læste sine digte op efter et foredrag, her kom de unge jurastuderende fra de bedste familier, og her kom de fire redaktører, der kunne videregive det sidste nyt på den litterære front – og på kampfronten under borgerkrigen.
De sidste femten år af sit liv blev Dickinson eneboeragtig og gik i hvide kjoler. Dette er hun mest kendt for. Længe før sin død blev Emily Dickinson kaldt Myten i Amherst, fordi alle havde hørt om hende, men ingen havde set hende. Kun køkkenhaven bag huset gik hun ud i. Her var hun uset når hun sad og læste, betragtede fuglene, kattene og frugttræerne omkring sig. Skrev.
Forbudne frugters søde smag
gør nar ad urtebedet –
hvor saftig ligger i sin bælg
den ært som pligt har smedet –
(#1377, s. 184 i PMV)
Dickinson fik ikke udgivet sine digte mens hun levede. Hvordan er de nået frem til deres læsere?
Lavinia kom til mig en aften, bogstavelig talt dirrende af ophidselse, skrev naboen Mabel Loomis Todd i sin dagbog i februar 1887, et år efter Emilys død. Hun havde fundet en veritabel skat – en kasse fuld af Emilys digte, som hun ikke havde fået nogen instrukser om at brænde.Ville jeg sende dem til et trykkeri – som hun uskyldigt kaldte det – og helst det bedste, og hvor hurtigt kunne digtene udkomme? … Jeg spurgte hende, hvor mange der var … Hun viste mig manuskripterne, og der var over tres små bind, hver især sammensat af fire-fem papirark bundet sammen med sejlgarn. I en kasse havde hun fundet otte eller nihundrede digte, bundet ind på denne måde. Set med en udgivers øjne så det næsten håbløst ud. (Bingham: Ancestor’s Brocades).
Mabel Todd var knyttet til familien fordi hun elskede digterens broder Austin og havde et forhold til ham med sin mands, astronomiprofessor David Todds, stiltiende samtykke. (Austin sad i universitets bestyrelse, som havde ansat professor Todd). Austins kone Sue derimod var rasende over hans elskerinde, og tyranniserede alle, der ikke fordømte forholdet. Ikke mindst svigerinden Lavinia i nabohuset The Homestead, det gamle familiesæde, førte hun krig imod. Lavinia var den, der åbnede døren for Austin og Mabel om vinteren, når jagthytten blev for kold til stævnemøder.
Efter Emilys død var Lavinia alene med sine mange katte, som blev jagtet af Sues store hunde. Lavinia havde dårlige øjne, der gjorde det umuligt for hende at arbejde med digtene selv. Derfor måtte hun bede om hjælp. Næppe nogen anden end den, der elskede digterens broder, ville være gået i gang med den enorme opgave det var at skrive digtene rent.
I præsentationen af digteren i min tosprogede oversættelse af 142 Dickinson-digte PÅ MIN VULKAN fortæller jeg om digterens unge år, relationen til svigerinden Sue og især den spændende historie om digtenes vej til udgivelse efter digterens død. Men de små hefter, Emily Dickinson frembragte med sine digte, er kun lige nævnt.
Emily Dickinson begyndte ret tidligt at gøre noget interessant. Hun skaffede sig nogle pæne brevpapirark, bukkede dem og syede dem sammen i ryggen med sytråd eller tyndt sejlgarn i små bundter, fascicles, som de senere blev kaldt af litteraturforskeren Ruth Miller. Da Mabel Todd og hendes mand gik i gang med det vanskelige renskrivningsarbejde, skilte de hefterne ad – til deres egen og andres senere store fortrydelse. Ruth Miller forsøgte i 1967 at rekonstruere hefterne efter nålehullernes retning, rustpartikler fra nålen, pletter og papirets beskaffenhed. Nogle lod sig rekonstruere, andre ikke. Miller fortæller:
Emily Dickinson redigerede hefterne med 18-21digte, der udgjorde lange sammenhængende digte (link poems), hvor lyrikken havde en indre sammenhæng via billedbrug, metaforer, tema og stemning for at understøtte det synlige udtryk som digtene repræsenterede, dissekerede, beklagede eller fejrede. Digtene i hefterne gik ifølge Miller fra et afsøgende stadium (quest), igennem lidelse (suffering) frem til løsning (solution). Hvert sammenhængende digt (link poem) viser en moden digters form (design) og omfang (scope). En digter, der føler sig sikker på sig selv og sit tema.hefterne er et klart vidnesbyrd for, at Dickinson havde ekstremt travlt i disse år som digter. (was very busy as a poet). De viser også, at hun næppe var den uskyldighed, hun præsenterede sig som i det berømte brev til redaktør Higginson i april 1862: Jeg har ikke skrevet noget vers – på nær et eller to – før denne vinter, Sir. … (s. 21 i PMV).
Ruth Miller mente, at hefterne var Dickinsons måde at lege udgivelse på. Tanken er nærliggende. Hvad enten det har været en bevidst hensigt hos digteren eller et ubevidst behov for at arbejde med de digte, der betød så meget for hende, har det været den helt rigtige udfordring for en digter af Dickinsons kaliber. I arbejdet med hefterne fik hun læst sine digte igen, set dem i nyt lys og i en større sammenhæng, og fik mulighed for at mærke efter igen og igen, hvordan et digt bedst kunne fremhæves. Hvor i rækkefølgen det skulle stå, hvordan det belyste heftets tema.
At redigere en samling digte minder om at bruge alle instrumenterne i et orkester. Emily Dickinson var en habil pianist med sikker sans for orkestrering. Især var hendes egne improvisationer på klaveret populære blandt de allernærmeste. Hun vidste, hvad en komposition var, vidste, hvor trommer og pauker kunne brage løs og hvor der skulle glides over i pianissimo. De nødvendige overvejelser og beslutninger under redigeringen må have været en god beskæftigelse for den digter, der ejede øret som hun skrev i et digt (#505) og som hele tiden prøvede at skærpe sine virkemidler.
Idéen med at sætte en håndfuld digte sammen, påpeger Miller, kunne være en inspiration fra et andet digtværk, der stod i Dickinsonfamiliens bibliotek af Francis Quarles, Emblems, Divine and Moral fra 1824. Jeg tror, hun har ret. Dickinson brugte ofte illustrationer som afsæt til sine digte. Forsiden på bogen er et kobberstik af en engel og en ung kvinde. De to buttede skikkelser, englen og kvinden, sidder helt tæt i græsset, i færd med at bytte kroner, mens dyr og blomster ser til. Billedet må have appelleret til den digter, der følte sig skiftevis som ukronet dronning, omnipotent zar, eller ydmyg undersåt, der dog selv satte kronen på sit hoved.
Jeg er hustru – den er jeg færdig med –
den anden rang –
jeg er zar – jeg er kvinde nu –
Det er sikrere sådan –
(#199/F225, s. 63 i PMV)
En anden Dickinsonforsker, Ralph W. Franklin, påpeger en anden mulig inspirationskilde til hefte-formen: På Amherst Academy, hvor Emily havde gået i skole, blev nogle af elevernes skriftlige opgaver sommetider kopieret ind i et hefte, Efterårsblade (Forest Leaves), ofte håndskrift på foldet papir, der udgjorde et lille hefte som kunne cirkulere i klassen. Franklin nævner også, at Dickinson sandsynligvis følte et behov for læsere udenfor den nærmeste kreds (the domestic circle). Dette har han uden tvivl ret i. Dickinson havde i årevis sendt sine digte til husvennen Samuel Bowles, redaktøren af New Englands mest læste avis, The Springfield Republican. Og til avisens kulturredaktør dr. Holland, der blandt andet redigerede den daglige lyrikspalte. Hun havde desuden to fætre, der redigerede et litterært magasin og forgæves bad om hendes bidrag. Hun opnåede at få nogle digte trykt i avisens lyrikspalte, men uden varsel, anonymt, tilføjet titel og med rettelser i stavemåden. Svigerinden Sue, som havde mange af digtene liggende, havde muligvis overtalt redaktør Bowles til at bringe dem i den daglige lyrikspalte. Emily Dickinson var rystet. At se sine digte på tryk med titel og rettelser, kan have givet hende en modvilje mod at se sine digte på tryk i det hele taget.
Franklin har beskæftiget sig indgående med hefterne i sin store tobinds facsimile udgave af samtlige Dickinsons efterladte manuskripter, The Manuscript Books of Emily Dickinson (Belknap-Harvard Ed. 1981). Han fortæller, at digteren begyndte tidligt at lave hefterne, og at originaludkastet som regel blev smidt ud, når digtet var skrevet ind i et hefte – hvorfra nogle senere blev skrevet af i et brev. En anden litteraturforsker, Eleanor Elson Heginbotham, skrev en artikel om hefterne: Den måde, hvorpå digteren bevæger sig fra den døde til den sørgende, for eksempel i hefte 3, fra vært til gæst (i hefte 40) og fra den troende til den skeptiske i et enkelt hefte, interesserer mig.
Jeg tror, Miller og Franklin har ret i, at Dickinson tænkte på hefterne som en slags udgivelse eller en samling digte. De fleste børn har prøvet at bukke et papirark eller to, så de ligner et hefte, og skrevet små historier i det hefte. Det er denne tidlige erfaring, Dickinson forfølger, bevidst eller ubevidst, ud fra et behov for at GØRE noget med de digte, der fylder hendes liv. Under arbejdet bliver digtene et erfaringsrum, som ophavskvinden kan udvide og belyse indenfor digtenes egne rammer. Hun ser sine digte som en helhed, et samlet digterværk. Under arbejdet med at samle de mange hefter kunne hun gå et skridt længere end til undfangelse og hurtig nedskrivning af et digt og et par omskrivninger – vel at mærke stadig i al hemmelighed. Bagefter var det lettere at finde et digt i hefterne som skulle skrives af i et brev. Hun befandt sig altså flere timer dagligt midt i et formidabelt digterværk, som kun få udvalgte kendte en lille flig af.
Den seneste afhandling om Dickinsons hefter er fra 1995. Dorothy Oberhaus skriver i Emily Dickinsons’s Fascicles: Method & Meaning om de første fyrre hefter, at de tilsyneladende udgør et hele, som leder op til klimaks i det fyrretyvende hefte. Oberhaus afdækker den struktur og mening, hun ser i værket og mener, at der er tale om intet mindre end et personligt svar på de hellige skrifter. En slags Dickinsonsk religionserklæring. Det lyder som et sandsynligt projekt fra den digter, der nægtede at gå i kirke fra tiårsalderen, og fandt den gængse måde at dyrke religion på hyklerisk.
De redigerede hefter kom aldrig længere end til skufferne. Selve mængden af digte og digthefter må have været overvældende for ophavskvinden. Jeg kender andre skuffeskrivere, der har skrevet fremragende digte hele deres liv, og til slut slet ikke kan overskue arbejdet med at udvælge de få, der evt. skal vises frem i første omgang. Måske skete dette for Dickinson, da hun rundede de første par tusinde digte og begyndte at kritisere selve det at udgive noget.
At publicere – er at holde auktion
over menneskets tanke –
skal da armod – retfærdiggøre
noget så gement

(#709/F788, s. 145 i PMV)
Hvis Dickinson ikke ville udgive, hvad ville hun så med de små hefter? Hvis hun virkelig følte, at publikation var en auktion over den menneskelige tanke, hvad ville hun så med dette enorme redigeringsarbejde?
Jeg vil ikke male et billede
jeg vil hellere være det
dvæle – lifligt – inden i –
dets lysende umulighed
fornemme hvad de fingre ved
hvis udsøgte – himmelske – strøg –
fik vakt så sød en pine –
så pragtfuld – en fortvivlelse –
jeg vil ikke tale, som hornet –
jeg vil hellere være det
blødtpege op mod lofter –
svævende ind og ud –
gennem landsbyer af luft –
udspændt som en ballon
af blot en messinglæbe –
en kaj til min ponton –
ejheller være digter
det er finere – at have gehør –
fortryllet – afmægtig – tilfreds –
med at ære denne rettighed,
et privilegium så grumt
hvad var min medgift værd
kunne jeg kunsten at slå mig stum
med sangens tordenslag!
(#505, s. 119 i PMV)
Sådan indledes de tre strofer i et digt, hvor hun hellere vil være billedet end maleren selv, hellere være hornet end hornets lyd, hellere eje øret own the ear, og være ordet – min medgift – end være digter. Så langt gik hendes bestræbelse. I stedet for at sende de små hefter til et forlag, foretrak hun at være selve digtet, være det omvandrende ord, være digtet i sin egen verden, hvor kun den fineste åndelighed var noget værd. Som hendes bror samlede på udsøgt kunst, nordamerikanske træer og hendes søster samlede på smukke blomster, gode sladderhistorier og søde katte, samlede Emily på ord. Leksikonet var hendes følgesvend, hendes companion, som hun skrev i et brev. Hun samlede på nogle få, givende bekendtskaber, og lukkede derefter døren for at blive selve legemliggørelsen af ordet. Den hvide kjole kunne ses som nonne, brud, ligklæde, papir Hun blev selve ordet. Blev selv et digt, klædt i hvide kjoler.
© 2016