Tro er en fin opfindelse

Hvordan klarede digteren Emily Dickinson (USA 1830-1886) at holde sig fri af den altdominerende puritanske religion omkring sig og skabe et religiøst alternativ i sine digte? I anledning af genoptrykket af Bente Clods gendigtning af Dickinsons lyrik på dansk, PÅ MIN VULKAN, fortæller oversætteren her om digterens livslange bestræbelse.
Emily Dickinson (USA 1830-1886) er blevet kaldt alle digteres formoder. I sin levetid skrev hun mindst totusinde digte, som søsteren Lavinia fandt rundt omkring i huset efter hendes død. Digterens usentimentale måde at skrive på var usædvanlig for sin tid. Men hun skilte sig også ud på andre områder, blandt andet ved at holde afstand til kirken og den religion, der blev udøvet overalt omkring hende.
Nogle har sabbat med kirkegang –
jeg holder sabbatten hjemme –
frugttræerne er mit kirkehvælv –
sangkoret droslens stemme –
nogle har sabbat i fuldt ornat –
jeg tar blot vingerne på –
og i stedet for kirkeklokkens slag,
synger – vor graver som få.
Gud prædiker, en anerkendt præst –
og prædiken er aldrig lang
så i stedet for at komme i himlen til slut –
er jeg der dagen lang.
(#324/F236 1861, s. 88 i På min vulkan)
Allerede som barn nægtede Emily Dickinson at gå til gudstjeneste. Søndagsandagten varede flere timer, og var ikke ligefrem børnevenlig. Kirkegangen hver søndag morgen var en ugentlig styrkeprøve mellem mr. Dickinson og hans datter. Når faderen beordrede ALLE husets indvånere med hen i kirken, var Emily ofte forsvundet. Hun gemte sig i kælderen eller fandt på andre finurlige manøvrer. Som engang da hun var otte år, og familien havde ledt forgæves efter hende før afgang. Da de vendte hjem fra kirken, sad Emily uskyldigt på have trappen med en bog: Fader sagde, at alle der var i huset skulle med. Jeg var her, udenfor, på trappen!
Der skulle noget til for at trodse en fader af Edward Dickinsons format. Mr. Dickinson havde været major i militsen, var uddannet jurist med førstekarakter fra Yale, byens førende advokat og en kendt og respekteret Whigpolitiker (senere det Republikanske parti), der nød stor anseelse i staten Massachusetts og havde mange indflydelsesrige venner. Han var medlem af Massachusettsparlamentet, medlem af byrådet i Amherst, formand for flere indflydelsesrige organisationer i byen, kasserer for Amherst College, og blev i 1859 opfordret til at stille op til viceguvernør-posten, hvilket han dog afslog efter nogen tids refleksion. Han fik ført jernbanen til Amherst, og var byens mest indflydelsesrige personlighed.
Edward Dickinson holdt selv streng justits med sine følelser og sin tro. Han lod sig ikke rive med af vækkelsesprædikanter eller salmesang, blot for at opnå evig frelse. Så længe han ikke selv oplevede nogen religiøs følelse, kunne han ikke falde på knæ for sin frelser. Selvom hans manglende omvendelse må have været en hemsko i enhver offentlig sammenhæng, gav han sig ikke før han følte sig overbevist. Emilys fader lod sig først omvende i byens kirke i den modne alder af 47 år, da Emily var 20 år. Han var således den sidste i familien, der modtog velsignelsen. En sådan selvdisciplin har sikkert imponeret hans egenrådige datter, og fået hende til at ønske at være ligesom ham. Helst bedre. Hendes modvilje mod søndagskirkegangen var muligvis også hendes måde at vise solidaritet med faderen på: jeg er ligesom dig, jeg er næsten endnu bedre til selvjustits end du selv. En indirekte kærlighedserklæring til den stive kantede fader, som hun kun havde få muligheder for at vise ømhed i det følelseskolde miljø.
I 1847, da Emily var 17 år, kom hun på kostskolen Mount Holyoke Female Seminary. Skolens forstander miss Mary Lyon drev skolen ud fra stærkt religiøse principper. Morgenandagt før morgenmaden, daglig andagt om eftermiddagen, søndagsandagt med skiftende gæsteprædikanter, og bønner, helst hver halve time. Undervisning af piger var først blevet almindeligt få år tidligere. For at få de fromme familier til at sende deres døtre væk hjemmefra, måtte der være en garanti for deres sikkerhed og opdragelse. Den sikkerhed kunne gives via massiv religionspraktik. Det vidste den begavede skoleforstander Mary Lyon. Mange af hendes elever blev senere gift med præster, der tog ud og missionerede, og det krævede en kundskab til evangeliet hos deres kommende hustru. På den måde kunne det religiøse miljø både sikre, at pigerne blev omvendt og velforberedt til ægteskab.
I begyndelsen af skoleåret inddelte Mary Lyon sine elever i to grupper i religionsundervisningen: Håberne for hvem der var håb om frelse engang, og Tvivlerne, for hvem der var meget lidt håb tilbage om at opnå velsignelsen. I løbet af skoleåret så alle klassekammeraterne lyset, og gled over i de frelstes håbefulde rækker. Alle undtagen Emily. I ensom majestæt forblev hun en Tvivler og argumenterede ivrigt med sine lærerinder hele skoleåret igennem.
Tre år efter oplevede Amherst en religiøs vækkelsesbølge. Vækkelsesmøderne havde lidt samme funktion som musikfestivaler har i dag: man mødtes og kom i ekstase sammen. Prædikanterne var datidens idoler. Folk strømmede til kirkemøder med populære prædikanter, og der blev holdt private bønnemøder. Byens naturvidenskabelige professor Hitchcock begyndte sine mandagsmøder, hvor de unge var velkomne om aftenen til te og bøn. Darwins værk om Arternes Oprindelse udkom først ni år senere i 1859, men allerede i årene før da følte de fleste naturvidenskabsmænd sig kaldet til at understrege, at de nok underviste i Guds Skaberværk, men blot var at betragte som Guds udsendte, uden ret til at fratage ham rollen som ophavsmand. Emily Dickinson gik lange ture i skoven omkring Amherst med sin store skotske fårehund Carlo, hvor hendes alliance med naturen blev befæstet. Hendes bror interesserede sig tidligt for områdets oprindelige træer, som han senere plantede i stort antal for at bevare egnens særpræg og undgå de nye eksotiske vækster, folk kunne finde på at plante i deres haver.
Professor Hitchcock personificerede de to store kræfter i tiden, der kom til at kæmpe om sandheden. Emily Dickinson var en kyndig botaniker og meget optaget af naturvidenskaben.
Tro er en fin opfindelse
så længe d’Herrer kan se
men mikroskoper er nyttige
når det kniber med det.
(#185/F202, s. 60 i PMV)
Den unge Emily Dickinson drøftede sin manglende omvendelse i brevene til sin gode veninde Abiah Root, som forsøgte at overtale Emily til at lade sig omvende.
Jeg er ikke ligeglad, kære A. med det yderst vigtige emne du så ofte og så kærligt har gjort mig opmærksom på i dine breve. Men jeg føler endnu ikke at jeg har sluttet fred med Gud... (L.13).
Ved Abiahs nærstående omvendelse, fældede ED mange tårer og længtes efter at følge efter: Jeg føler at jeg aldrig bliver lykkelig uden at jeg elsker Kristus. Men derefter: Måske tror du det ikke kære A. men jeg gik ikke til nogen af møderne sidste vinter. Jeg følte at jeg bliver så let bevæget (excited) at jeg måske igen ville blive skuffet (decieved) og turde ikke stole på mig selv. (L. 10).
Emily Dickinson kunne sin bibel udenad. Engang skrev hun i et brev til vennen Joseph Lyman, hvordan hun havde genlæst skrifterne endnu en gang:
Nogle år efter vi sås sidst, tog jeg mig til at læse det gamle og nye testamente. Jeg kendte dem som en tør bog, men da jeg så efter opdagede jeg hvor uendelig vis og munter den er. (LL p. 73).
Digterens værk er et vidnesbyrd om hendes kamp for at gøre sig fri af den konventionelle religionsopfattelse, og forsøget på at definere en anden måde at forholde sig til religionen på. Det var ikke uproblematisk at forsage den tro, der gennemsyrede alt og alle omkring digteren i Amherst. Dickinson kæmpede dagligt med sin tvivl og usikkerhed. Hendes King James Bibel, der nu befinder sig på Houghton Biblioteket, er læst i laser – og enkelte skriftsteder er klippet ud. To andre bøger, hun sled i stykker, var The Temple, religiøse digte af præsten George Herbert (England 1593-1633) og The Imitation of Christ af den tyske munk Thomas á Kempi (1380-1471). Bøgerne beskriver kristne leveregler, men også de indre storme af tvivl og usikkerhed, der kan hærge en troende. Samtidig skrev hun sig frem til en anderledes identitet som kvinde og som digter.
Jeg er hustru – den er jeg færdig med –
den anden rang –
jeg er zar – jeg er kvinde nu –
det er sikrere sådan –
besynderligt tager pigens liv
sig ud – bag blid formørkelse –
jeg tror vor jord ser sådan ud
for folk i himlen – nu –
dette er en lindring –
den anden slags – var pine –
men hvorfor sammenligne?
Jeg er hustru! Stop der!
(#188/F225, s. 63 i PMV)
Dickinson renskrev sine digte på pænt brevpapir og samlede dem i små hefter (fascicles) gennem mange år. Det sidste af disse hefter, er, så vidt man kan bedømme ud fra håndskriften, det fyrretyvende hefte. Litteraturforskeren Dorothty Oberhaus har studeret digtene i dette sidste hefte, og påpeger i sin bog Emily Dickinson’s Fascicles – Method & Meaning, at Dickinson havde næsten identiske diskussioner med sin Jesus som George Herbert havde i sin bog The Temple. Nøglen til at afdække enheden ligger i digtenes hentydninger til Biblen, deres hentydninger til hinanden og til foregående hefter og deres ekko af den kristne meditative tradition, skriver hun i bogen … Det fyrretyvende hefter er en meditation i tre dele, der i tur og orden henvender sig til sindets tre kræfter: først syn og erindring, så forståelse, og endelig vilje. (M&M 3-4). Oberhaus påpeger, at et digt i heftet nævner digterens Nænsomme Eksperiment overfor Mennesket (My tenderer Eksperiment towards Men (#964/F825). Litteraturforskeren sætter det som overskrift for dette sidste hefte. Det indeholder intet mindre end Dickinsons helt egen religionserklæring, mener Oberhaus. Her går Dickinson i dialog med sin Jesus, der overbeviser hende gennem dialoger om, at hun er god nok i hans øjne og kan bebo hans hus (Occupy my house).
I digtene brugte Dickinson de hellige skrifter på sin egen måde. Dette gav hende af og til en oplevelse af at være i direkte kontakt med det guddommelige, og kunne klare sig på helt andre præmisser end for eksempel præsterne. Hun kunne opleve sig som den omnipotente hersker i sit eget rige, der håndterede religiøse spørgsmål med en dronnings autoritet.
Jeg træder af – er ikke længere deres –
det navn, de hældte over mig
med vand, i landsbykirken
har gjort sin fyldest, nu,
læg det blot hen ved dukkerne,
min barndom og de garntrisser,
jeg – heller ikke – syr på snor –
døbt dengang, uden noget valg,
nu fuldt bevidst, af nåde –
vakt – til det allerbedste navn –
til fulde – uden månens skær –
fyldes livsbanens bue ud,
af ét lille diadem.
Min første rang – var mig for trang –
kronet – pludrende – ved faders bryst –
en dronning, halvt bevidst –
men denne gang – fuldgyldig – oprejst,
med agt at vælge til og fra,
vælger jeg netop kronen –
(#508/F353, s. 120 i PMV)
Emily Dickinson bad sin søster om at brænde hendes store korrespondance efter sin død. Men digtene gav hun ingen direktiver om at brænde. Meget tyder på, at hun håbede at hendes digte nåede frem til læserne efter hendes død.
Her er mit brev til verden
som aldrig skrev til mig –
naturens enkle lærdom, sagt –
med majestætisk takt
hendes budskab overdrages
til hænder jeg ikke kan se
for hendes skyld – kære – landsmænd –
bedøm mig varsomt her.
(#441/F519, s. 106 i PMV)
© 2016