Månedens digt

Selvom

Selvom vi ikke har tænkt os at smage
på andet end teen i aften, og kagen,
så ligger vi, ramt af gulvets vinyl
i færd med at smage og smage på smagen.
Og selvom jeg rejser i morgen og du har
en datter og søn, du ikke skal se
opstår en ømhed så voldsom, at gulvet
gynger og gnistrer som nyfalden sne.
Indad og ind i en rullende holmgang
af stjerneskud, engle og uklare klynk
og det selvom alt hvad vi ville var kage
og varmen der er i et krusfuld af synk
Og knoglerne gir sig i dunkende ører
og svælget blir tørt af stakåndet stød
Og hjertet forvandles til tunge og hænder
og klistrede fingre i levende kød.
Nu sidder vi gulvet itu mens vi vugger
først frem og tilbage – så langsomt og skråt.
To næb om en orm. To børn på en vippe
der ikke vil glemme alt det der er godt.
Og selvom vi ikke har tid, strækker tiden
sig ud i et vældigt sekund uden grund.
Balladen vil synges og synges med omkvæd
til jordskælvets sitrende drøn går i bund.
Nu sejler et svimlende smil mod din strube
en måne forsølver mit indre tapet
og selvom vi ikke vil synge om afsked
så mærker vi, ved vi, at nu er det sket.
© december 2016