Syv sind

Kære Mirjam Ågård Jeg har lige læst Spring og kan ikke lade være med at skrive til dig. Den bog har betydet så meget for mig! Jeg har læst den tre gange. Hvor må det være spændende at leve sådan som du gør – –
Hun hørte en lyd inde fra arbejdsværelset og vendte sig om. Sylvia Plath så ned fra plakaten på væggen: – Sådan er det! Man synes det går lidt bedre, man tror det værste er drevet over – og så, når alting er faldet i søvn omkring een, når det hele ser normalt ud igen, så sker der noget. Og man rejser sig og går ud i køkkenet –
Joan Armatrading blandede sig: – Du havde børn! Du havde en mor!
Sylvia betragtede den spændstige skikkelse med sit skrå blik: – Jeg havde ikke mig selv.
Joan så ud som om hun ville sige noget mere. Så vendte hun sig mod mikrofonen igen og slog en akkord an: – One touch from your fingers and I’m burnin’ –
– Der er iskoldt i London denne vinter. Elektriciteten er afbrudt, hviskede Sylvia.
– And I can’t seem to put out the fire –
Der lå en tænkstiksæske i vindueskarmen. Mirjam strøg en tændstik. Flammen var gul og smuk og spejlede sig svagt i ruden. Helt inde ved træet var den blå og sydede svagt.
Hun bar avisen ud i køkkenet og lagde den forsigtigt ned i vasken. Så strøg hun en tændstik til og iagttog hvordan gløderne åd sig igennem papirlagene og forvandlede dem til rygende sorte flager. Hun kom i tanker om den anden avis, hun havde kylet ind i væggen igår, og hentede den. Den brændte endnu bedre.
Sylvia havde ret: det var koldt. Hun skuttede sig i den tynde bluse mens hun pillede tegnestifterne ud af fotostatens fire hjørner. Sylvia så bekymret på hende, mens hendes lille smil brændte til aske.
Røgen fik øjnene til at løbe i vand, Mirjam hostede, åbnede et vindue. Hun gik ind i stuen og fandt Idas plader frem, iagttog det leende ansigt på omslaget. Så satte hun sig på hug foran det lave bord med ø-materialet.
De forskellige mapper, bånd og kasser med notater, bunkerne med beskrivelser af øens personer, bøger om økologi og landbrug lå hvor de hele tiden havde ligget som om intet var sket, uanfægtede, uforandrede. Hun tog en stak papirer og glattede forsigtigt over dem. Så rev hun dem over på midten og igen på langs.
Hun vrikkede påskelammet løs af sin limklat, og satte den op på boghylden ved siden af de to blå figurer. Så tømte hun fåremappen for papirer og puttede dem ned i vasken til Sylvia. Langsomt, med et ark ad gangen for at undgå for store flammer, så hun manuskriptet blive forvandlet til askeflager. Det brændte godt. Hun fodrede gløderne i køkkenvasken med ark efter ark mens væggen bagved blev sværtet mørk af sod. De hvide og grønne og lyserøde ark blev sortere end teksten der stribede dem på tværs. Hun nåede lige at poste vand på gløderne før hun dejsede om inde i sengen, sejlende af koldsved.
Syv sind, s. 232-233

Kritikken skrev …

Mette Starch, Information, 18. november 1980:

Med Syv sind har Bente Clod begået en roman, som vil gå ind i litteraturhistorien som eksemplet på den kvindelitteratur, der fulgte i Rødstrømpebevægelsens kølvand. Hvis altså historien er os venligt stemt!
Syv vidt forkellige mennesker, såre almindelige kvinder, der mere eller mindre tilfældigt har fundet sammen i gruppen. Har delt hinandens glæder og især problemer, men aldrig formået at gøre op med den grundlæggende angst. For livet, for de andre og for hinanden …
Både stilistisk og indholdsmæssigt er […] Syv sind en roman i bedste traditionelle forstand: personerne er helstøbte og bærer bogens handling …
Syv sind viser, at Bente Clod nok skal holde sig flydende, også uden denne tidevandsbølge.

Lene Bredsdorff, Politiken, 17. oktober 1980:

Her er en roman, der experimenterer med sig selv og sin egen tilblivelse, og her er den afstand og omdigtning af det private som er nødvendig, hvis en bog ikke bare skal være brugslitteratur, men litteratur. […] Styrken i Bente Clods forfatterskab er hendes indædte synliggørelse af en skjult kvindeverden. Hun skriver medlevende godt. […] Ritualmordet på øbogen minder om et tilsvarende i Sylvia Plaths Glasklokken. […] Mirjam når frem til skrivemaskinen – parat til at skrive forfra.

Bris i BT, 17. oktober 1980:

Den bog er et uvejr – læs den så, I hanfolk.

Poul Borum, Ekstra Bladet, november 1980:

Fejlen ved Bente Clod er, at hun kan skrive … Syv sind er nervepirrende irriterende både ved sin frelsthed og ved sin fortvivlelse. Samtidig kan man ikke lade være med at læse den med beundring og en vis begejstring. Alligevel er den susende godt skrevet, meget bedre end succésbogen Brud

Jens Kistrup, Berlingske Tidende, 17. oktober 1980, under overskriften Bente Clod på vej:

… Kort sagt: fiaskoen giver hendes talent – for en slags talent har hun – den nøgternhed, der kan gøre hendes forfatterskab til andet og mere end ét evigt selvbekendende og selvanalyserende egotrip.

Synnöve Clason, Svenska Dagbladet, 5. november 1981:

Syv sind er på sin vis romanen om en roman. Læseren får del i Mirjams bog kapitelvis. Den danner kontrapunkt til den dominerende rammefortælling, og fremstår tematisk som et alternativ …

Immi Lundin, Aftonbladet, 5. november 1981:

Måden hun skildrer kvinders arbejde, venskab, kærlighed viser i høj grad at både hun selv og kvindebevægelsen virkelig er i bevægelse, i hverdagen, mod fremtiden.

Den tyske avis Die Tageszeitung bragte 17. februar 1983 en længere, positiv anmeldelse under overskriften: Der Roman aus der Frauenbewegung.