Vent til du hører mig le!

Pil Dahlerup, Information, 8. november 1983:

Bente Clod kan mere end at forme ord og stemninger. Hun kan komponere en roman med elementær fortællekunst og holde læseren åndeløs i lange passager.
Lidenskaben er rygraden i Bente Clods roman, men hun har villet mere end det. Vent til du hører mig le er også en slægtsroman, der tegner en samhørighed i tid og i liv.
Også på anden led er hun det nærmeste bud, vi har på en kvindelig Rifbjerg. Samme mod og stædighed i bearbejdelse af kønnet, samme spændvidde fra det skæreste til det saftigste, samme sprogøre, samme fare for at sjuske og for at tabe niveau.

May Schack, Politiken, 12. november 1983:

Beskrivelsen kan ses som en kvindelig pendant til Chr. Kampmanns romaner om homoseksualitet. Det er godt, at sådanne udviklingsforløb synliggøres i litteraturen, men det havde her fået mere vægt og mindre præg af referat, hvis Bente Clod ikke havde været så ambitiøs, at hun vil skrive om så meget og så mange på én gang.

Anne Chaplin Hansen, Jyllands-Posten, 8. november 1983:

Bente Clods bredt bølgende roman rummer også i sin søtersolidaritet en utrolig masse fortumlet ømhed, mange graders menneskevarme, vældige vilde drømme og syner, og det er et drengebarn, der fødes i bogens slutspurt.
Med de hundrede mødre skal den lille fyr nok få ris til sin bag. Kvinderne ler.

Jens Kistrup, samme dag i Berlingske Tidende:

Bente Clod skriver ikke dårligt. Mange af figurerne og optrinene lever, og den store komplicerede romankomposition bryder ikke sammen undervejs. Det er helt flot …